Lørdag 2. september

 
Animationsworkshop - med Nana Torp fra Krea Kampen på DR Ultra
At lave animationsfilm er det lidt ligesom at være gud. Du skaber dine helt egne figurer og får dem til at gå levende rundt i en verden, som du har skabt. Sammen med kunstner og filmskaber Nana Torp får børnene på denne workshop mulighed for at opfinde deres egne figurer og verdner – og lave deres helt egen 2D stopmotion film.
Børnene vil lære om filmiske virkemidler, om visuel historiefortælling, lyd og fortællemodeller. Målgruppen er børn fra 9 til 12 år.

Sted: Svendborg Bibliotek
Tid: Kl. 10-13
Medbring gerne egen tablet.
Entré: Gratis. Billetter fås her: www.svendborgbibliotek.dk efter først-til-mølle



SVEND On Location for børn - Forpremiere på ‘Venner fra Fremtiden’
Forsorgsmuseet i Svendborg lagde locations til optagelserne af TV serien ‘Venner fra Fremtiden’, der vises til efteråret på DR Ultra. Under SVEND17 har vi derfor fået mulighed for at invitere til en helt særlig forpremiere. Vi viser et afsnit fra serien lige dér, hvor det blev optaget.
‘Venner fra Fremtiden’, der er skabt i samarbejde med FilmFyn, er tiltænkt de lidt større børn og handler om to børn fra femte klasse der sendes i en tidsmaskine tilbage i Danmarkshistorien med en mission. De skal hjælpe et menneske fra en anden tid uden mobiltelefoner og tablets. Hvert afsnit tager udgangspunkt i en historisk periode, hvor børnene lærer personer fra den pågældende tid at kende og hjælper dem med at løse historiske dilemmaer.
Til forpremieren holder museumsinspektør Jeppe Wichmann Rasmussen et lille oplæg og viser rundt i de aktuelle locations på museet.

Sted: Danmarks Forsorgsmuseum, Svendborg
Tid: Kl. 11-12, 12-13 og 13-14
Entré: Gratis

SVEND On Location
Sving dig i trætoppene og se Tarzanfilm i Gorilla Park
Tag hele familien med, når vi viser film i den store tipi i Gorilla Park. I bestemmer selv, om I vil starte dagen med en tur i klatreparken kl. 11. Der er sjov og udfordringer for alle aldersgrupper på otte forskellige baner.
Hvis I ikke skal klatre og hellere bare vil lave bål og se film, så mød op kl. 14, hvor vi tænder bålet og serverer grillpølser med brød. Til sidst laver vi popcorn over bålet, som vi tager med op i tipien ca. kl. 14.45.

Husk at medbringe tæpper og pude, for når vi blænder op for The legend of Tarzan fra 2016, skal den ses liggende i den hyggelige tipi!

Sted: Gorilla Park
Tid: Klatring kl. 11, bålhygge og film kl. 14
Pris: Bålhygge, film, pølse og popcorn 70 kr. for voksne, 50 kr. for børn. Drikkevarer kan købes på stedet. Med klatring: 300 kr. for voksne og 250 kr. for børn (8 år og opefter)
Billetter: Telefon 6223 6951 eller kontakt@svendfilmfest.dk senest 31. august.



SVEND On Location
Genoplev de glade dage med Radio Mercur
En stor del af optagelserne til den danske dramaserie om Radio Mercur foregik på den lokale coaster Caroline S. Helt eksklusivt er det lykkedes os at vise tre afsnit fra serien i selve lastrummet på Caroline S under dette års SVEND.
Serien er en fortælling om de glade dage, hvor nogle få radiopirater brød DRs monopol og fra rum sø sendte pop og rock ud til folket.

Vi sejler coasteren til Lundeborg og inviterer til asfaltbal på kajen, hvor alle de velkendte hits fra dramaseriens lydside bliver spillet. Fem af de klassiske biler, der var med i TV serien kommer også kørende til Lundeborg i dagens anledning.

Program
Kl. 14 Tag plads i lastrummet på coasteren Caroline S og se TV serien Mercur on location
Kl. 15 LUMUKU-band spiller på havnen i Lundeborg
Kl. 17-18 Danseundervisning
Kl. 18-19.30 Restauratørerne på Lundeborg havn serverer danske retter fra dengang
Kl. 20-22 Asfaltbal på kajen

Sted: Lundeborg Havn
Tid: Kl. 14-22
Entré: Gratis

 

SPONSORER

SVEND - HELE DANMARKS FILMPRIS KUNNE IKKE LADE SIG GØRE UDEN STØTTE FRA